I de første 3 dage af vores ferie var vi i Marstrand, hvor Jimmy var med Thula. Marstrand er en unik perle i den svenske skaergaard 30 km nord for Gøteborg, så det er kun 3 1/2 times kørsel fra København.

Jimmy havde på det tidspunkt sejlet rundt i Skærgården i 6 uger med forskellige gæster ombord, og han havde sendt de skønneste
billeder og film hjem derfra, så vi glædede os til at komme derop (...jeg havde været oppe og smugkigge i weekenden før ungerne kom hjem, hvor Jimmy havde nogle dage uden gæster...) og forventningens glæde var ikke mindre af, at rødderne på forhånd havde fået lækre Marstrand trøjer, som de selvfølgelig havde på ved ankomsten.
Marstrand er et yndet mål for hippe sejlere og der var fyldt med både i alle størrelser og klasser i havnen. Vi blev hentet af Jimmy i Dinghy'en (Thulas gummibåd med en 25HK påhængsmotor, så den kan bare sejle stærkt) og fik en kongetransport ud til Marstrand Øen, hvor der ingen biler er og hvor gæster som regel fragtes over af en lille kabelfærge. Men Thula havde nu også kongekajplads på øen, så mindre ku' næsten ikke gøre det (*fnis*). Med os havde vi selvfølgelig også redningsvestene og med dem på kunne rødderne frit færdes på både båd og mole og der var MASSER af action, da både lagde til og fra dagen lang.

Når vi ikke var på Thula, gik vi på opdagelse på øen. Der ligger blandt andet en gammel borg, som vi selvfølgelig skulle op på og der var masser af klipper, som vi kunne klatre på. Men det fedeste var turene med Dinghy'en, hvor vi kunne komme ud og sejle ræs i bølgerne blandt klipperne og komme på missioner ind i de andre små havne. Rødderne var vilde med det og var ret seje, når de selv fik lov at styre. Men det sjoveste var nu, når Jimmy gav den gas på håndtaget og fik gummibåden til at lave flyvehop over bølgerne.
Næst efter Dinghy turene kom badeturene. Der er dømt familien vandhund over os og vi misser ikke en chance for at smide os i bølgerne. Fra badebroer, fra skibssiden på Thula, fra gummibåden, fra klipperne...og det er bare blevet gode til at svømme!
Efter 3 dage gik turen hjem til Østerbro igen - men kun for at være der en enkelt dag før afrejse til næste destination: Torre del Mar på den spanske sydkyst...Jimmy har lavet en lille Youtube film om oplevelserne fra Marstrand...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar